En tur på bænken

Ebbe Sand var skadet op til VM-slutrunden i 2002. En lang sæson i den tyske liga havde sat sit præg på den danske landsholdsforward, der dermed ikke kom i betragtning til landskampen mod Cameroun i Parken to dage inden afrejsen til Japan.

 

Landstræner Morten Olsen havde sparet ham i alle træningspassene i Vedbæk, men Ebbe Sand var med igen fra første træning samme dag, som landsholdet ankom til Wakayama. Og var med i startopstillingen i testkampen mod Tunesien og de første to af de tre puljekampe. Han kom til gengæld aldrig rigtig med i spillet i de første to VM-kampe, og måtte til kampen mod de franske verdensmestre se sig sat af holdet. For første gang siden hans debut på landsholdet i 1998 var Ebbe Sand ikke med fra start i en landskamp.

 

Landstræneren foretrak en mere taktisk præget opstilling mod et fransk landshold, Danmark havde tabt til i de tre foregående opgør. Den nye opstilling sendte Jon Dahl Tomasson helt frem i front med Christian Poulsen som ny mand på midtbanen. Og efterlod en ambitiøs Ebbe Sand i en uvant situation, som naturligvis påvirkede ham i timerne op til kampen. Startopstillingen var dog samtidigt et signal om, at der ikke var en decideret erstatning for Ebbe Sand. Han havde faktisk haft fast pladsen som centerforward i startopstillingen siden 1999, hvor hans konkurrenter havde været spillere som Peter Møller, Miklos Molnar, Søren Frederiksen, Søren Andersen, Mikkel Beck og Jon Dahl Tomasson, inden Tomasson siden fandt sin rette plads på den offensive midtbane.

 

På bænken op til EM

På trods af den taktiske triumf mod Frankrig var Ebbe Sand tilbage i startopstillingen til landsholdets kvartfinale mod England, og var efter VM-slutrunden med i 18 af landsholdets 22 kampe. Og startede inde i de 14 af dem. Det var først op til EM-slutrunden denne sommer, Ebbe Sands faste plads som centerforward begyndte at være mindre sikker. I testkampene mod Tyrkiet, Skotland og Estland kom han først på bane i anden halvleg i stedet for Jon Dahl Tomasson, i den sidste forberedelseskamp mod Kroatien erstattede han Claus Jensen, og han havde af taktiske årsager slet ikke været udtaget til kampen mod Spanien i marts. Det blev alligevel Ebbe Sands rutine, Morten Olsen satsede på under EM-slutrunden med pladsen i front i de tre indledende gruppekampe. Men før kvartfinalen mod Tjekkiet blev Ebbe Sand scannet for en forstrækning højt oppe i højre baglår.

 

De såkaldte ultralyds- og MRI-scanninger viste en minimal blodansamling i musklen på højre baglår. Forstrækningen havde i mindre grad plaget den danske centerforward siden første del af træningslejren forud for EM-slutrunden i Vedbæk i Danmark, og blev først kraftigt forværret i kampen mod Sverige. ”Jeg var inde i nogle tætte nærkampe mod Sverige, og siden kampen har jeg kunnet mærke en konstant smerte i baglåret, som jeg ikke har haft tidligere«, udtalte Ebbe Sand. Muskelskaden holdt ham ude mod Tjekkiet, og dermed sluttede Ebbe Sand sin landsholdskarriere skadet på bænken i en alder af 32 år efter 22 mål og 32 sejre i 66 landskampe.

 

Ebbe Sand fortsatte sin aktive karriere for sit klubhold, Schalke 04, til og med sæsonen 2005/2006.

 

Angrebstræner i DBU

I 2008 tilknyttede Morten Olsen Ebbe Sand til sin trænerstab som ny angrebstræner ”Vi har i mange kampe haft meget boldbesiddelse og spillet os frem til målchancer, som ikke er blevet udnyttet. Nu skal vi til at have puttet bolden i kassen på chancerne, og derfor tilknytter vi Ebbe Sand som specialist på området,” udtalte landstræner Morten Olsen ved udnævnelsen og uddybede uddyber:”Ebbe var en notorisk målscorer for landsholdet i seks år, og udover hans spidskompetencer som goalgetter besidder han også en vindermentalitet, som vi meget gerne vil have med ind i truppen.”

Side 2 af 2  tilbage