Allan Simonsen
Se flere billeder af Allan Simonsen her

Allan Simonsen

Han var kun teenager, da han slog igennem i den hjemlige turnering for datidens storklub, Vejle Boldklub.

Allan Simonsen fik sit internationale gennembrud under OL-slutrunden i München i 1972, hvor han var med i alle Danmarks seks kampe. Det sikrede ham også en kontrakt med Borussia Mönchengladbach, hvor han spillede frem til 1979. Inden en anden af Europas absolutte storklubber, FC Barcelona, hentede ham til Spanien.

Derefter gik turen til Charlton Athletics i England i en meget kort periode, som hverken fik nogen positiv betydning for klubben eller spilleren. Og allerede året efter var han som 31-årig klar til et comeback for Vejle Boldklub.

Ikke mange venskabskampe

»Vi meldte jo afbud til et hav af venskabskampe dengang«, fortalte landstræner Morten Olsen for et par uger siden om den periode i 1970’erne, hvor han var holdkammerat med Allan Simonsen på det danske landshold.

Dengang havde det internationale fodboldforbund, FIFA, endnu ikke implementeret den internationale kampkalender, der siden i år har til formål at sikre, at blandt andet DBU kan hente sine udenlandsprofessionelle hjem til landskampene. I halvfjerdserne var DBU nærmest nødt til at planlægge sine landskampe efter klubbernes programmer i de lande, hvor der var flest landsholdsspillere!

Derfor nåede Allan Simonsen også kun 55 landskampe. Og kun 12 af hans første 41 landskampe var venskabskampe.

I midten af halvfjerdserne udgjorde han sammen med Henning Jensen og den tyske landsholdsspiller Jupp Heynckes Europas måske farligste angreb. Det vakte derfor stort postyr i de danske medier, da daværende landstræner Rudi Strittich valgte at se bort fra Allan Simonsen til en venskabskamp mod Sverige i september 1975, men årsagen var ganske enkel. Og professionel. Danmarks stjernespiller ville ikke kunne være med i landsholdets efterfølgende to EM-kvalifikationskampe mod Spanien og Skotland i oktober 1975. Han kunne ikke få fri af sin tyske klub! Med henblik på de to kvalifikationskampe valgte træneren derfor at udtage en trup af spillere, han vidste, ville kunne være til disposition i de to forestående kampe. De to udekampe blev imidlertid tabt med henholdsvis 0-2 og 1-3.
Side 1 af 2  næste