#24, Danmark 7-1 Grækenland, 17. maj 1989

Efter en skuffende EM-slutrunde året inden var der gennemført et generationsskifte på landsholdet, hvor flere af EM- og VM-heltene fra 1984 og 1986 var stoppet og erstattet med de største profiler fra OL-holdet. Kvalifikationen til VM i Italien i 1990 var begyndt rimeligt med én sejr og to uafgjorte, hvorfor kampen mod Grækenland helst skulle vindes inden de to afgørende gruppekampe mod Rumænien. DBU fyldte 100 år dagen efter kampen, så der var lagt op til fest i Idrætsparken. Og festet blev der! Efter en tæt første halvleg, hvor Jan Bartram kort før pausen fik bragt Danmark på 2-1, var der kun et hold på banen i anden halvleg, der var et regulært stormløb mod det græske mål.

 

Peter Schmeichel havde overtaget posten mellem stængerne, og forsvaret blev styret af Lars Olsen og Kent Nielsen, en konstellation der holdt frem til EM-triumfen i 1992. Michael Laudrup boltrede sig på den offensive del af midtbanen, hvor Morten Olsen, der havde gjort comeback på landsholdet 3 uger forinden, sørgede for de defensive pligter. Og angrebet udgjordes af det nye makkerpar – Brian Laudrup og Flemming Povlsen. Sidstnævnte spillede i øvrigt sin 25. landskamp; en bedrift opnået på mindre end to år siden landsholdsdebuten!

 

De syv scoringer blev bemærkelsesværdigt nok scoret af syv forskellige spillere, herunder begge indskiftningsspillere. Brian Laudrup åbnede målfesten efter 25 minutter, og storebror – Michael Laudrup – lukkede og slukkede med sin scoring på straffespark i kampens sidste minut. Dermed blev der skrevet landsholdshistorie, idet det var første gang, at to brødre havde scoret i samme landskamp!