#22, Danmark 3-4 England, 20. september 1978

Ærefulde nederlag. Den betegnelse var i mange år påhæftet dansk landsholdsfodbold, som indtil begyndelsen af 1970erne måtte undvære de professionelle – og bedste - danske spillere i udenlandske klubber. Gradvist som europæisk fodbold i efterkrigstiden simpelthen blev bedre, først med UEFAs stiftelse i 1954, indførelse af såvel Europa Cup som Euromesterskabet for landhold tillige med professionelle ligaer i Vesttyskland, Italien, Spanien og Holland op gennem 1960erne og 1970erne, så blev ikke blot den hjemlige fodbold åreladet af de bedste spillere, vort landsholds relative styrkeniveau kunne slet ikke hamle op med udviklingen.

 

Vort naboland, Sverige, klarede sig derimod bemærkelsesværdigt godt, og hovedet på sømmet var VM-slutrunden i 1974, hvor et brændt straffespark alene afholdt Sverige fra at skulle have spillet om bronze-medaljer. I 1976 ansatte DBU således Kurt ”Nikkelaj” Nielsen som landstræner. En humørbombe. En talentspejder. En kreatør, som hverken ønskede eller gav lange, taktiske oplæg forud for landskampene. Lige den medicin, A-landsholdet havde brug for – og som på længere sigt skulle vise sig at have stor indflydelse på sammensætningen af ”Dynamit-holdet” i 1980erne.

 

Ikke at resultaterne i resten af 1970erne nødvendigvis blev bedre, men lyspunkterne var især, at A-landsholdet ikke kun begyndte at score mål, vi fik også tilskuer-underholdning af meget høj kaliber. Kvalfikations-turneringen til EM i 1980 havde Danmark i pulje med England, Nordirland, Irland og Bulgarien. Efter 3-3 mod Irland i Idrætsparken, så gjaldt det England, som med Liverpool FC-aksen Ray Clemence (mål), Phil Neal (forsvar), Emlyn Hughes (midtbane) samt ”The Mighty Mouse”, Kevin Keegan (angreb) var et nærmest dirkefrit hold de år. Blot Vesttyskland i 1970 (VM-kvartfinalen) og i 1972 (EM-kvartfinalen) havde kunnet score tre mål mod England de seneste 10 år før vort A-landshold gjorde det.

 

Keegan, som i 1977 var skiftet fra Liverpool FC til Hamburger SV, åbnede ballet med to scoringer på fem minutter – begge på hovedstød efter dødbold-situationer (ærke-typisk for landsholdet i 1970erne), men i løbet af de næste fem minutter blev der bragt balance i tingene, først på et straffespark af Allan Simonsen, dernæst udligningen ved Frank Arnesen, og den udsolgte ”Parken” kogte over af begejstring – 2-2 efter blot en halv time spillet!

 

I kampens sidste fem minutter blev også to mål scoret, ét til hver side, men der var egentlig aldrig i løbet af 2. halvleg tvivl om, at England løb af med sejren. Men, et festfyrværkeri af offensivt spillet fodbold, og spillere som Allan Simonsen, Frank Arnesen, Søren Lerby og Morten Olsen kom vi til at høre meget mere til blot få år senere ...