#16, Italien 2-3 Danmark, 8. september 1999

Den 15. oktober 1983 vandt Sverige med 3-0 ude, i Napoli, over Italien, de forsvarende verdensmestre fra 1982, som i kvalfikationen til EM-slutrunden 1984 slet ikke levede op til favoritværdigheden. Siden den kamp havde et italiensk landsholdsforsvar højst lukket to mål ind i en hjemmekamp.

 

I kvalifikationspuljen til EM 2000 i Holland og Belgien havde lodtrækningen maget det sådan, at Danmark skulle op mod Hviderusland, Italien, Schweiz og Wales. Et noget magert udbytte af kampene i efteråret 1998 blev fulgt op af den katastrofale hjemmekamp mod Italien, hvor debutant Jesper Grønkjær efter blot 36 sekunder med en for svag tilbagelægning over en halv banelængde spillede Filippo Inzaghi fri foran Peter Schmeichel, der var chanceløs ved 0-1 målet.

 

Hjemmekampen endte med nederlag på 1-2, og selvom de tre næste kvalifikationskampe, mod Hviderusland, Wales og Schweiz, blev vundet, så var det nu klokkeklart: alene med sejr i den sidste, resterende kamp, ude mod Italien, kunne Danmark slutte som nummer to i puljen og dermed spille play-off kampe om deltagelse i EM-slutrunden. I sig selv en vanskelig opgave – det var fem år siden, Italien senest havde tabt en landskamp på hjemmebane (til Kroatien).

 

Allerede efter godt 10 minutter bringer Italien sig foran, og det danske hold kom derfor længere frem på banen, med det resultat, at Vieri kunne øge til 2-0 og dermed sende Danmark ud i kulden. Hvem i alverden har nogensinde hentet en italiensk to-måls føring og, tilmed, har vundet over dem på udebane?

 

Ved EM-slutrunden 1984 var Danmark bagud 0-2 mod Belgien, men vandt alligevel 3-2, bl.a. fordi vi fik reduceret til 1-2 på straffespark lige før pausen. Historien gentog sig i Napoli. Få minutter efter scoringen til 2-0 får Danmark straffespark og den i Italien spillende Martin Jørgensen reducerer til 1-2 kort før pausen.

 

I anden halvleg viste det danske landshold enorm mental styrke. Gang på gang trevlede holdet den italienske midtbane op, og efter mindre end et kvarter ind i anden halvleg kommer udligningen ved Morten Wieghorst, som var blevet indskiftet blot fem minutter tidligere.

 

Det var ikke til at vide det i 1999, men sejrsmålet i kampen mod Italien blev scoret af den spiller, som er meget tæt på at kunne kalde sig dansk fodbolds mest scorende landsholdsspiller gennem tiderne. Dette var Jon Dahl Tomassons 12. landskamp, men han havde blot scoret to gange før – indtil 64. minut i Napoli.

 

Med sejren fik Danmark to play-off kampe mod Israel, der blev slået med sammenlagt 8-0. Dermed var Danmark klar til EM-slutrunden 2000.