#12, Danmark 3-1 Italien, 3. juni 1981

Danmark var på tidspunktet for kampen ikke ligefrem forvent med de store resultater. Ansættelsen af Sepp Piontek i 1979 havde måske kastet et par pæne resultater af sig – eksempelvis sejren på 3-1 over Spanien i Cadiz – men kvalifikationen til VM i Spanien var indledt på sædvanlig vis, dvs. med hæderlige nederlag mod de stærkere nationer. Således havde Danmark blot fået tilkæmpet sig 4 point – 2 sejre over Luxembourg – efter de 5 første kvalifikationskampe. Muligheden for kvalifikation til VM-slutrunden var derfor mere teoretisk end reel, hvilket var lige omvendt for Italien, der efter 4 sejre á 2-0 havde indtaget den forventelige førsteplads.

 

Det danske hold var en på aftenen perfekt blanding af stjerner fra 70’erne – Per Røntved, Morten Olsen og Allan Simonsen – og kommende stjerner som Frank Arnesen, Søren Lerby og Preben Elkjær. En målløs første halvleg – med det danske landshold som det bedst spillende – var langt mere, end der kunne forventes. Herefter fulgte en af de mest sindsoprivende halvlege i Idrætsparkens historie. Et kvarters spil ind i anden halvleg sendte Jens Jørn Bertelsen en glimrende aflevering ud til Allan Simonsen, der med en hurtig berøring spillede bolden videre ud til Per Røntved, der for en stund havde forladt sin forsvarsposition. Kort fra baglinjen på kanten af straffesparksfeltet tog han chancen og huggede til bolden, der til Dino Zoffs store forbløffelse passerede mellem ham og stolpen. Det første mål mod italienerne i kvalifikationsturneringen! Og det næste kom lige efter. Et frispark, der skulle have været et straffespark, blev behandlet efter fortjeneste af Frank Arnesen. 2-0! Danskerne var flyvende, men Graziani reducerede med 20 minutter igen, og så gik der panik i det danske hold, der på det tidspunkt ikke var vant til de store resultater. Frygten for at tabe var større end lysten til at vinde. Men heldet var på Danmarks side denne aften, og ingen af de talrige farlige italienske angreb blev omsat til mål. Kort før tid fik Lars Bastrup lukket kampen med den tredje danske scoring.

 

Sejren på 3-1 over italienerne var 80’er-holdets første store resultat. Den sikrede ikke Danmark deltagelse ved VM i 1982, men til gengæld gav den troen på, at Danmark havde et landshold, der kunne vinde over enhver modstander. En tro, der betød kvalifikation til såvel EM som VM i årene fremover. Som et kuriosum er det værd at bemærke, at Italien kun tabte denne ene kamp på vejen mod titlen som verdensmester året efter. Hverken Argentina, Brasilien eller Tyskland formåede at gentage den danske bedrift fra denne herlige aften i Idrætsparken.