VM 1994 – USA

Danmark kvalificerede sig ikke til slutrunden.

Kun to mål lukkede det danske forsvar ind i de 12 kvalifikationskampe til VM-slutrunden i USA. Men måtte alligevel pladserne i slutrunden gå til Spanien og Irland.

Landsholdet deltog i VM-kvalifikationsturneringen som nykårede Europamestre i en gruppe med deltagelse af i alt syv hold, hvorfra nummer ét og to ville kvalificerer sig til den første slutrunde i Nordamerika.

DBU havde været vært for planlægningsmødet, hvor kvalifikationsprogrammet blev fastlagt. Med åbningskampene på udebane mod Letland i august og Litauen i september var kalkulationen fire points efter de første to kampe.

Samme aften, Danmark imidlertid indledte med at spille uafgjort 0-0 mod Letland i Riga, spillede Spanien uafgjort mod Litauen i Vilnius, og dermed var puljen meget åben. I oktober blev det for tredje kamp i træk 0-0, da Irland fik ét points med hjem fra den netop ombyggede nationalarena, Parken, og først i den fjerde puljekamp i november 1992 fik landsholdet den første sejr med 1-0 ude over Nordirland i Belfast.

Det efterlod landsholdet i en særdeles presset situation i gruppen over vinteren og til forårets første kvalifikationskamp mod Spanien i Parken. Flemming Povlsen sikrede en nødvendig, dansk 1-0 sejr, som blev fulgt op af 2-0 over Letland og endnu et uafgjort resultat, 1-1, mod Irland i Dublin.

To 4-0 sejre over Albanien og Litauen i henholdsvis juni og august 1993 og to 1-0 sejre over Albanien på udebane og Nordirland på hjemmebane i henholdsvis september og oktober gjorde den afsluttende gruppekamp mod Spanien på udebane i Sevilla den 17. november til dén afgørende kamp, som de første 11 gruppekampe skulle have gjort helt overflødig.

Midt i anden halvleg undlod den græske dommer, Vassilios Nikakis, at dømme frispark til Peter Schmeichel, der på et hjørnespark blev screenet af den spanske midtbanespiller, José Bakero, hvorefter Fernando Hierro i fri position kunne heade bolden i nettet til kampens eneste scoring.

Uafgjort havde været tilstrækkeligt for både Danmark og Spanien til at kvalificere sig som nummer ét og to med henholdsvis 20 og 18 points, og efterladt Irland på tredjepladsen med en ringere målscore end Spanien, men med sejren sikrede Spanien sig førstepladsen med 19 points og en suveræn målscore på 27-4.

Andenpladsen blev derefter afgjort på målscoren, efter Irland og Danmark begge sluttede med 18 points. Her trak landsholdet det korteste strå med den mindst mulige margin; både Irland og Danmark sluttede med et plus på 13 mål, og derfor blev Irlands 19 scoringer mod seks afgørende overfor Danmarks 15 scoringer mod de kun to mål i de 12 kvalifikationskampe.

De to eneste mål, Peter Schmeichel indkasserede i de 12 kampe, var faldet i 1-1 kampen mod netop Irland på udebane og 0-1 nederlaget til Spanien.

Nordirland blev nummer fire med 13 points, Litauen nummer fem med syv points, Letland nummer seks med fem points, mens Albanien blev sidst med fire points.

 


VM-turneringen 1992-94
26.08.92 Letland - Danmark

0-0

Riga

5.500

23.09.92 Litauen - Danmark

0-0

Vilnius

10.000

14.10.92 Danmark - Irland

0-0

Parken

40.100

18.11.92 Nordirland - Danmark

0-1

Belfast

10.000

31.03.93 Danmark - Spanien

1-0

Parken

40.272

14.04.93 Danmark - Letland

2-0

Parken

29.088

28.04.93 Irland - Danmark

1-1

Dublin

33.000

02.06.93 Danmark - Albanien

4-0

Parken

39.503

25.08.93 Danmark - Litauen

4-0

Parken

40.282

08.09.93 Albanien - Danmark

0-1

Tirana

8.000

13.10.93 Danmark - Nordirland

1-0

Parken

40.242

17.11.93 Spanien - Danmark

1-0

Sevilla

38.000


Slutstillingen i puljen
Land

K

V

U

T

Mål

P

Spanien

12

8

3

1

27-4

19

Irland

12

7

4

1

19-6

18

Danmark

12

7

4

1

15-2

18

Nordirland

12

5

3

4

14-13

13

Litauen

12

2

3

7

8-21

7

Letland

12

0

5

7

4-21

5

Albanien

12

1

2

9

6-26

4