Havariet
DBU havde chartret to fly fra redningskorpset Zonen, der skulle tage spillerne fra København til Herning.
Den ene maskine havde plads til fire passagerer og det andet lidt større fly af typen de Havilland Dragon Rapide DH.89A havde plads til otte passagerer.
DBUs generalsekretær Erik Hyldstrup bad de ni af de 12 spillere, som var udset til en plads i startopstillingen til kampen i Herning, om at gå om bord i det største af de to fly, som skulle af sted først. Den mindre maskine, som netop var landet fra Sønderborg skulle først tanke op i Kastrup.
Med kun otte passagersæder bad piloten DBUs generalsekretær om at tage én af spillerne over i den mindre maskine. Den niende spiller, Erik Dyreborg, blev derefter af DBUs generalsekretær Erik Hyldstrup bedt om at sætte sig over i den mindre maskine. For også at give plads til to store tasker med spillertøjet.
Det er et faktum, at vejret den pågældende dag var rigtigt dårligt flyvevejr. Det var regn og storm med meget lavt hængende skyer.
Teorier om styrtet
Flyets pilot var den 27-årige Stig Windeløw.
Han havde netop forladt Flyvevåbnet, hvor han blandt andet havde fungeret som instruktør på træningsmaskinerne T33.
Han var aktiv som instruktør på den såkaldte ”sorte lørdag” den 25. januar 1958, hvor Flyvevåbnet mistede nogle af dets jagerfly, fordi piloterne valgte at springe ud i faldskærme eller nødlande flyene, i stedet for at forsøge landinger på Flyvestation Karup på grund af helt ekstrem ringe sigtbarhed.
Stig Windeløw nåede dog aldrig selv i luften denne dag, da vejret ret hurtigt gjorde videre starter umuligt. Han var således en erfaren pilot, men uden væsentlig erfaring med flytypen de Havilland Dragon Rapide.
De Havilland Dragon Rapide-flytypen udmærkede sig blandt andet ved at være udstyret med en mindre propel, der sikrede strøm til flyets elektriske flyveinstrumenter, blandt andet den for skygennemgang så vigtige ”kunstige horisont”.
Nogle kilder påstår, at en kastevind pressede flyet til højre, selv om flyvelederne havde givet piloten besked om at foretage et venstresving umiddelbart efter take off. Det forklarer imidlertid ikke styrtet.
Det vurderes derfor mere sandsynligt, at den lille strømproducerende propel – på grund af de særligt dårlige vejrforhold - aldrig nåede op i tilstrækkelige omdrejninger til at sikre en brugbar omdrejningshastighed til de elektriske instrumenter. Temperaturskiftet på de blot få hundrede meter mellem startbanen og skyerne kan også have medvirket til, at den strømproducerende propel ikke var fuld funktionsdygtig.
Hvis flyet er kommet op i en sky, har piloten fra tårnet fået besked om at gå fra visuel flyvning til instrumentflyvning, hvorefter de endnu ikke funktionsdygtige instrumenter kan have indikeret en horisontal lige flyvning, mens han i forbindelse med sit sving reelt er fløjet direkte ned mod havets overflade.
Flyet styrtede i havet kun 40 meter fra land, blev smadret mod et stendige og brækkede i tre dele. Redningsfolk fra lufthavnen var fremme på ulykkesstedet i løbet af blot fem minutter.
Men det var for sent til at redde syv af spillerne - Erling Spalk, Arne Karlsen, Kurt Krahmer, Ib Eskildsen, Søren Andersen, Erik Jensen og Børge Bastholm Larsen – der enten døde af deres kvæstelser eller led druknedøden på stedet efter at være fastklemt i vraget. Per Funch Jensen blev kørt til Sundby Hospital, hvor han døde af sine kvæstelser få timer efter indlæggelsen.
Piloten overlevede styrtet, men blev invalideret af to benbrud, der forårsagede amputation af det ene ben. Han valgte derefter en civil karriere som folkeskolelærer i en anden landsdel end Sjælland, hvor han stammede fra.
Piloten har aldrig ønsket at udtale sig om ulykken, og det har denne artikels forfatter naturligvis valgt at respektere. Hverken Statens Luftfartsvæsen eller Havarikommissionen ligger inde med havarirapporten.
Derfor bygger teorien om årsagen til flystyrtet på samtaler med andre, erfarne piloter, hvoraf den ene var aktiv samtidig med Stig Windeløw.
